Hundeproblemer

Herunder er listet nogle af de mest almindelige adfærdsproblemer hos hunde med løsningsforslag fra den verdensanerkendte evolutionær biolog og etolog (PhD) Dr. Roger Abrantes.

Løsningsforslagene er fra 1997 og er stadig meget aktuelle. Nyere artikler indenfor adfærd og træning skrevet af Dr Roger Abrantes, kan du læse her, www.rogerabrantes.wordpress.com og her, www.ethology.eu.

Venligst vær opmærksom på, afhængig af problemets omfang, kan det være nødvendigt at gå mere i dybden med problematikken og få en adfærdskonsultation.

Hundeproblemer

Udarbejdet af etolog Roger Abrantes (PhD). © 1997 Roger Abrantes

  • Hunden kan ikke være alene hjemme
  • Hunden er aggressiv over for mennesker
  • Hunden er aggressiv over for børn
  • Hunden er aggressiv over for andre hunde
  • Børn og hunde
  • Hunden er angst for mennesker
  • Hunden er angst for andre hunde
  • Hunden er angst for lyde
  • Hunde kan ikke lide at komme til dyrlægen
  • Hunden er urenlig
  • Hunden er hyperaktiv
  • Hunde kan ikke lide at køre i bil

Hunden kan ikke være alene hjemme

Når hunden ikke kan være alene hjemme skyldes dette:
(1) Mangel på indlæring, (2) uvilje, (3) understimulering eller (4) angst. Flere årsager kan ses hos samme hund.
Hunde, som er angste for at være alene, er de sværeste at behandle. Problemet har ofte stået på længe og hunden forbinder alt med det at blive efterladt. Bare ejeren tager sko på eller rejser sig fra morgenbordet, udløser dette angst hos hunden. Ytringerne kan være alt muligt: hylen, gøen, urenlighed, ødelæggelse af inventar.
Det er undertiden svært nøjagtigt at diagnosticere årsagen til problemet. Flere faktorer kan være medvirkende. Man bør være opmærksom på følgende:

  • Legetøj, når man forlader hunden, hjælper ikke.
  • Det hjælper ikke at anskaffe en hund til.
  • Det hjælper ikke at skælde hunden ud, når man kommer hjem og ser ulykkerne.
  • De fleste hunde, der hyler, ødelægger ting eller er urenlige, gør det i de første 30 til 45 minutter efter de er blevet forladt.
  • De fleste hunde kan tåle den første ensomhedsperiode, for eksempel når man er på arbejde, men ikke den anden, for eksempel hvis man forlader dem om aftenen.

Problemer opstår oftest:

  • Efter ferie eller blot nogle fridage.
  • Efter sygdom hos ejeren, hvor denne har været hjemme.
  • Efter en periode med hjemmeboende gæster.
  • Efter ændring i arbejdsperioder.
  • Hunde, der sover i soveværelset, er mere tilbøjelige til at udvikle problemer med at være alene, end de hunde, der sover alene i egen kurv.

Behandlingen af ensomhedsproblemer:

  1. Kontaktøvelser – Udfør sit, stå, dæk, fri, eller lignende, i 3-4 minutter, 4-6 gange dagligt.
  2. Søgning – Lad hunden finde sin mad, gerne udendørs, 3-6 gange dagligt.
  3. Problemløsning – Lav et hul i en tennisbold, fyld den med godbidder og lad hunden finde ud af resten. Udføres gerne 5-8 gange dagligt og helst når hunden efterlades alene.
  4. Kurven – Lær hunden at kunne lide kurven og at foretrække at ligge der frem for andre steder. Når hunden så er alene og har kontaktbehov, vil den gå i sin kurv, fordi det er der, den plejer at få dækket kontaktbehovet. Når hunden har ligget en tid i sin kurv og er rolig, vil den som regel falde i søvn, og problemet er forhåbentlig løst.
  5. Direkte ensomhedstræning – Komplicerede tilfælde kræver særlige behandlingsprogrammer tilrettelagt efter nøje undersøgelse af hundens adfærd.

Hunden er aggressiv over for mennesker

Når hunden bider, udviser den aggressivitet, men knurren eller gøen er som regel de første advarselstegn, før hunden bider. Hundeejeren bør være opmærksom på problemet fra de allerførste tegn. Da er en løsning i mange tilfælde endnu mulig. En markering, hvor hunden bider, blot ikke så alvorligt, er også et tegn på aggressivitet. Hvalpe, som knurrer, når de har fået fat i en genstand, som de forsvarer, prøver på at finde ud af, hvor langt de kan gå. Senere vil det blive alvor og de vil måske bide. Træn hvalpen i ikke at betragte andre som konkurrenter og fremprovoker ikke unødige konfrontationer.

Hunde gør normalt i eget territorium, dog bør ejerne kunne få dem til at holde op. Knurren ad fremmede bør under ingen omstændigheder tillades. Følg nedenstående regler hvis hunden viser aggressivitet eller har tilbøjelighed til det:

  • Lad ikke hunden gø eller knurre af fremmede, heller ikke bag fra havelågen – gøen og knurren er de første trin før bid.
  • Lad ikke hunden opholde sig i møbler og andre steder reserveret til mennesker – disse kan blive statussymboler for nogle hunde.
  • Lad ikke hunden spærre for indgangen til et rum, så man skal gå en omvej for at komme ind eller ud – det forbygger at hunden kontrollerer ejeren.
  • Lad ikke hunden komme ind eller ud ad døren, eller bilen, uden at have fået et ja – dette understreger at hunden ikke behøver at tage hensyn til ejeren.
  • Lad ikke hunden afmærke allevegne (mest hanhunde), dog må den naturligvis udrette sin nødtørft – afmærkning alle vegne understreger at hunden kontrollere alt.
    Øv følgende situationer med hunden hver dag:

  • Tag hunden op på et bord og rør ved dens poter, ører, mave og hale. Giv den en godbid mens den er på bordet.
  • Knurrer hunden, sig “stop” bestemt, vent lidt, og fortsæt.
  • Åbn døren og sig “nej” hvis hunden vil ud. Vent lidt, gå selv ud først og sig “ja” hvorpå hunden godt må gå ud.

Hvis hunden har bidt eller knurret ad fremmede, undgå for tæt kontakt med andre. Undlad dog også paniske reaktioner hvis fremmede kommer tæt på. Knurrer hunden, sig “stop” bestemt og hver gang. Hvis det kun er ejeren hunden har bidt eller knurret ad, øv ovenstående. Vandpistol kan også bruges hvis hunden knurrer/bider i én bestemt situation. Sprøjt hunden med en stråle vand i hovedet og sig samtidigt et bestemt “stop.” Aggressive hunde, som afmærker meget og udfører seksuelle bevægelser på både mennesker og hunde kan undertiden blive kastreret med godt resultat, dog bør dette kombineres med specifikke øvelser. Tal med dyrlægen. Aggressivitet er et alvorligt problem. Tag ingen chancer.

Hunden er aggressiv over for børn

Aggressivitet over for børn er et meget alvorligt problem, som ofte ikke har nogen lykkelig løsning. Har hunden bidt en gang, forsvinder trygheden ved at lade hund og barn være sammen. Hvornår bider den igen? Problemet bør derfor primært forebygges.

  • Barnet må ikke gå til hunden når den sover, gnaver kødben eller spiser – men træn hunden i at acceptere det uden problemer.
  • Barnet må ikke gå til en fremmed hund, uden at spørge de voksne først – men alle hundeejere bør træne hunde i at acceptere børn.
  • Barnet må ikke omfavne eller holde om hunden – dette kan nemt misopfattes af hunden og udløse knurren eller værre – men træn hunden i at kunne blive rørt ved.
  • Barnet må ikke løbe foran en hund og ejheller spille fodbold med hunden eller lege andre stressfremkaldende lege.
  • Barnet må ikke slå efter hunden eller kaste med ting – alle børn kan forstå dette, hvis forældrene giver sig den ulejlighed at forklare dem det rigtigt.
  • Barnet må ikke forsøge at tage legetøj fra hunden, men skal spørge en voksen – situationen kan ellers nemt udvikle sig til kamp med uforudsete konsekvenser.
  • Hunden må aldrig springe op ad barnet – vær konsekvent med dette og lær hunden at hilse på barnet siddende.
  • Hunden må ikke være i barnets seng – bortset fra hygiejniske forhold og eventuelle allergier kan sengen gå hen og blive et statussymbol.
  • Hunden må ikke tage barnets legetøj – vær konsekvent, sig “nej” hver gang hunden gør det. Giv hunden noget i stedet, for eks. et oksehudsben.
  • Hunden må aldrig få fat i barnet med munden, ikke engang i leg – sig bestemt “nej,” hver gang hunden prøver på det, evt. kombineret med at tage fat om hundens snude og se den dybt i øjnene.
  • Hunden må aldrig løbe efter barnet – stop ethvert forsøg med en bestemt “nej.”

Ved hundens første knurren eller gøen af et barn skal ejeren straks sige et bestemt “stop.” Træn hilseøvelse med hund og barn. Giv barnet en godbid, som hunden skal se. Sig hils til hunden og lad barnet give hunden godbidden. Gentag øvelsen jævnligt. Udsæt aldrig et barn for fare ved at udføre hilseøvelser, hvis der er den mindste risiko ved det. Hvis hunden har bidt et barn, søg straks faglig hjælp. Find ikke på undskyldninger for hunden. Næste gang kan det være for sent at søge hjælp. Når man har børn og hunde under samme tag, opstår der nemt uforudsete situationer. Kun ved at have faste regler om det tilladte og det forbudte, kan man gøre sig håb om at beholde den nødvendige kontrol i det daglige. Når regler er rimelige, skaber de tryghed for både barn og hund… og forældre!

Hunden er aggressiv over for andre hunde

En vis aggressivitet over for andre hunde af samme køn og alder er normal inden for bestemte grænser. Hunde er sociale rovdyr, og artsfællerne konkurrerer om de samme goder: Mad, territorium, parringspartner. Konkurrencen er altid størst mellem individer, der har samme eller lignende vilkår. Aggressivitet blive større jo tættere hunden er på territoriets centrum, haven eller hjemmet. Nogle hunde er kun aggressive i deres hjem.

Hunde har en tilbøjelighed til at vise aggressivitet over for andre hunde i forhold til den succes, de tidligere har haft. Det er derfor vigtigt, at ejerne standser aggressive tilbøjeligheder, straks når de opstår. Overdreven gøen eller knurren ad andre hunde er de første tegn på aggressiv adfærd. Stop hunden med et bestemt “stop.”

Aggressivitet skyldes både arvelige faktorer og indlæring. Hvis det arvelige anlæg er stort, er det svært at holde aggressiviteten tilbage ved hjælp af øvelser og opdragelse. Normale hunde med opmærksomme ejere lærer at omgås andre hunde og at håndtere deres aggressivitet, som for det meste kun bliver til gøen og knurren og et harmløst angreb indimellem.

Hanner, som kun viser aggressivitet over for andre hanner, og som samtidigt har en tilbøjelighed til overdreven afmærkning ved urinering, og måske endda ofte udfører seksuelle bevægelser på andre hunde eller mennesker, kan ofte kastreres med succes, især hvis dette foregår tidligt.

Hunner i løbetid, under drægtighed eller når de har hvalpe kan ofte blive mere aggressive over for andre hunde. Dette er normal adfærd og forsvinder som regel med årsagen.

Ejere af hunde med tilbøjelighed til aggressivitet bør fastsætte nogle regler og holde dem konsekvent:

  • Lad hunden arbejde for al den mad den får. Del den daglige ration i 3 portioner: 1 portion til kontaktøvelser (sit, dæk, plads, o.l.), 1 portion til søgning (kast foderet ud og lad hunden finde det), 1 portion til problemløsning (gem for eks. foderet inden i en tennisbold, hvor der er skåret et lille hul) – det trætter hunden og afleder den fra eventuelle aggressive handlinger.
  • Lad ikke hunden gå ind eller ud ad døren eller bilen uden at have fået et ja først – det understreger ejerens kontrol af situationen.
  • Stop enhver gøen eller knurren ad andre hunde med et nej – det forebygger aggressive handlinger.
  • Giv ikke hunden gratis godbidder – bed den om at gøre noget først, f. eks. sit eller lignende.
  • Brug eventuelt vandpistol 3-4 gange kombineret med et bestemt “stop” når hunden gør/knurrer ad andre.

Løb ingen risici og udsæt ikke andre for fare. Hold hunden i line hvis den har en tilbøjelighed til at overfalde andre hunde.

Børn og hunde

Undersøgelser har vist, at børn har gavn af at omgås dyr, og ikke mindst hunde. Nogle børn, som havde dyr i hjemmet, viste sig at være mere hjælpsomme med husgerning end deres jævnaldrende uden dyr. De viste også en større forståelse for andre etniske grupper, på trods af sprogbarrieren. Mange var mere åbne og kunne bedre tale om deres problemer, de var mere sociale og bedre formulerede.

Dyr spiller så stor en rolle for børn, at dyrene undertiden bliver brugt på grænsen af det ansvarlige. Nogle børn ville hellere af med deres søskende end deres hund, hvis de skulle vælge. Andre fortalte, at deres bedste ven var deres hund, og at hunden var den eneste, de kunne stole på. Nogle sagde, at de fortalte hunden hemmeligheder, og at hunden forstod dem. Hunden kunne også blive ked af det, hvis de selv var kede af det.

På trods af alle disse forhold må vi fraråde forældre at give børn hunde som en delvis løsning af familieproblemer, som for eksempel når forældre forsøger at kompensere for, at de aldrig er hjemme, når børnene kommer fra skole. Ligeledes må det være en voksen, som bærer hovedansvaret for hundens helbred og trivsel. Børnene kan og bør lære at være ansvarlige over for andre levende væsner, og hunden kan bruges med positive resultater, dog må dette ske under rimelige forhold. Står barnet som eneansvarlige den dag hunden bliver syg, kan dette påføre barnet et nederlag, med uønskede konsekvenser som følge.

I modsætning til den almindelige opfattelse, er børn over 9 år ganske gode til at træne hunde, såfremt de får den rigtige instruktion. Yngre børn mangler overblik og kan ikke overlades hundens træning. Endnu mindre børn, op til 4 års alderen, har meget begrænset glæde af hunde, dog kan de allerede lære at iagttage og respektere andre livsformer – det er op til forældrene.

Pas på allergier – Mange børn udvikler allergier, fordi de i en meget ung alder udsættes for for meget hund. Lad ikke hunden opholde sig i børnenes værelse. Nybagte forældre bør vente med at få hund, til barnet er mindst 5-6 år. Nyfødte børn er ikke resistente over for allergener.

Øvelser man kan lade barn og hund udføre:

  • Combi-4 øvelsen – Barnet lærer hunden sit, stå, dæk, fri ved hjælp af godbidder. Lær barnet at udføre de rigtige bevægelser, som får hunden til at sidde, stå og ligge. Lær barnet timing: Godbidden og dygtig skal falde samtidigt med at hunden gør det, barnet ønsker. Fokusér på de håndsignaler, der følger lydsignalerne. Det er vigtigt, at hunden lærer at være tryg ved barnets bevægelser.
  • Politi og politihund-leg – Barnet gemmer en genstand, som hunden (og barnet) så skal finde. Barnet leger politimand og politihund på spor efter tyvekosterne.

Forbudte lege: Kasten med pinde og bolde, træklege, fodbold, tag fat, eller alle andre aktiviteter, hvor hundens jagtmønstre kan udløses, eller hvor hunden og barnet stresses ukontrolleret.

Husk: Det er altid os, de voksne, der bærer ansvaret.

Hunden er angst for mennesker

Angst for mennesker skyldes som regel en kombination af arv og miljø. Visse racer og visse avlslinjer viser udpræget tilbøjelighed til at udvikle angstsymptomer over for mennesker og ofte også over for andre hunde, lyd, ting, m.m.

Undertiden skyldes angstreaktioner hos hunde en forstærkning fra ejerens side, uden at denne er klar over det. Hundeejeren bør være meget opmærksom på egne reaktioner, når hvalpen møder fremmede. Ejeren bør holde sig i baggrunden, mens hvalpen hilser på. Viser hunden en smule tilbageholdenhed, lad den fremmede selv klare problemet, evt. ved at lade ham lokke hvalpen til med en godbid. Sig ikke “Han gør ingenting…” o.l., som ingen hund forstår, og som kun forværrer hundens betænkeligheder.

Nervøse hundemødre kan også præge deres hvalpe til at vise angst over for mennesker. Hvis man på forhånd har en hund, der reagerer ængsteligt, og man så får en hvalp, må man passe ekstra meget på, at den gamle hund ikke påvirker hvalpen negativt.

Svære tilfælde af angst har ikke store muligheder for helbredelse, dog er lidt bedring mulig. Mindre udprægede tilfælde af angst kan forbedres og undertiden helbredes helt.

  • Hilseøvelser med kendte personer: Forsyn en person, som hunden kender, med godbidder, og bed vedkommende om at sætte sig på hug. Gå fordi personen med hunden i line og når hunden opdager personen, skal denne række en godbid frem og ejeren skal sige hils. Lad hunden tage kontakt med personen. Spiser den ikke godbidden i første omgang, gør det ikke noget. Gentag øvelsen 2-3 gange og slut. Øv dette 4-6- gange dagligt i rolige omgivelser, gerne udendørs.
  • Hilseøvelser med fremmede personer: Det samme som før, men med en person, som hunden ikke kender. Denne øvelse må kun udføres efter den forudgående er udført med succes, og hunden reagerer positivt på signal hils.
  • Søgning af mad på fremmed område: Kast en håndfuld godbidder et sted hvor mennesker færdes, for eks. en rolig park, og lad hunden finde dem. Hunden skal helst være lidt sulten. Øvelsen introducerer hunden for fremmede mennesketegn, såsom lugt, i forbindelse med mad, som opfattes som positivt. Øves gerne 3-5 gange dagligt.
  • Hunden må godt få 1/3 af den daglige ration på denne måde. Tal med dyrlægen om valg af foder.
  • Overbeskyt ikke hunden – Lad hunden selv gøre sine opdagelser. Bliver hunden lidt bange lad den selv afklare problemet.
  • Medicinsk behandling – Undertiden kan forbedring kun opnås ved at kombinere en medicinsk behandling med et nøje tilrettelagt terapiprogram. Giv aldrig hunden beroligende medicin uden at dette sker på dyrlægens anvisning.
  • Udsæt ikke hunden for påvirkninger, som kan forværre tilstanden af angst, som for eksempel at tvinge den til at færdes i overbefolkede områder.

Hunden er angst for andre hunde

Angst for andre hunde skyldes som oftest en kombination af arv og miljø med overvægten på den tidligste miljøpåvirkning – prægning og socialisering. Visse avlslinjer viser udpræget tilbageholdenhed over for andre hunde, men langt de overvejende tilfælde af hunde, som er bange for deres egne artsfæller, kan føres tilbage til en mangelfuld prægning/socialisering.

Hvalpe, som i en alder af 7-16 uger ikke omgås andre hunde og ikke lærer hundesprog at kende, herunder især under- og overlegenhedssprog, kommer aldrig til at få fuldt udbytte af deres forhold med artsfæller.

Det er vigtigt, at hunden har kontakt med andre hunde fra den er hvalp. Tal med dyrlægen om et fornuftigt vaccinationsprogram og om eventuelle steder i området, hvor hvalpen kan møde andre hunde.

Angstreaktioner hos hunde kan også fremprovokeres af ejeren, uden at denne er klar over det. Hundeejeren bør være meget opmærksom på egne reaktioner, når hans hund møder andre hunde. Ejeren bør som oftest holde sig i baggrunden. Lad hunden selv klare eventuelle problemer og grib kun ind, hvis der er alvorlig optræk til slagsmål.

Nervøse hundemødre eller ældre hunde i samme hjem kan også præge hvalpe og unghunde til at vise angst.

Det er svært at helbrede hunde, som viser angst over for andre hunde, især da man ikke rigtigt kan bruge figurant-hunde. Oftest er der intet andet at gøre end at lade hunden møde andre hunde, som man på forhånd kender som besindige hunde og sådan lade tiden arbejde for en. Svære tilfælde af angst helbredes aldrig helt.

  • Hilseøvelser med rolig hund: Hold hunden i line og lad den passere en anden hund/ejer, i begyndelsen på 6-8 meters afstand og gradvis nærmere. Sig intet til hunden. Beroligelse forværrer som regel tilstanden. Lad hunden selv finde ud af, at den anden hund ikke er farlig. Tager hundene kontakt, skal ejerne være passive. Sig intet.
  • Søgning af mad på et sted, hvor der er en besindig hund: Kast en håndfuld godbidder et roligt sted, hvor man på forhånd har aftalt at mødes med en ejer af en besindig hund, og lad hunden finde dem. Hunden skal helst være lidt sulten. Øvelsen introducerer hunden for andre hunde i forbindelse med mad, som opfattes som positivt. Der må ikke udvikles konkurrence om mad – den anden hund må være mæt. Dette kan øves 1-2 gange dagligt. Hunden må godt få ¼ af den daglige ration på denne måde. Tal med dyrlægen om valg af foder.
  • Overbeskyt ikke hunden: Lad hunden selv tage kontakt med andre hunde. Tag den ikke op og stram ikke linen når en fremmed hund nærmer sig.
  • Udsæt ikke hunden for voldsomme hunde. Små hunde bør ikke udsættes for meget store hunde.
  • Medicinsk behandling: Medicinering har meget begrænset effekt på terapi.

Hunden er angst for lyde

Hundens angst for lyde er ligesom al adfærd underlagt arvelighedsreglerne. Hvor arvelig denne disposition er, ved man ikke med sikkerhed. Hundemoderens påvirkning af hvalpene i en meget tidlig alder kan være en medvirkende faktor til, at angst for lyde ofte tilskrives en højere arvelighed end den måske har. Nervøse mødre påvirker hvalpene til at reagere nervøst over for bestemte stimuli. Angst for lyde kan også ganske enkelt skyldes indlæring. Hunde, som udsættes for høje, voldsomme lyde, kan blive så forskrækkede, at de udvikler en bredspektret angst over for lyde.

Det er normalt lyde som skud, fyrværkeri, boremaskiner, biludstødninger o.l. som hunde reagerer over for, men undertiden kan lydfølsomme hunde også påvirkes af simple lyde, som når man taber noget. Det er meget almindeligt, at hunde ikke kan lide støvsuger og som regel harmløst.

Angst for skud kan skyldes forkert indlæring. Udsættes hunden for skud for første gang på meget kort afstand, kan dette medvirke til en varig angst.

Behandlingen af angst for lyde er møjsommelig og ofte fører den ikke til mærkbare resultater. Hvis hunden lider af angst for mange forskellige lyde og er generelt nervøs, lykkes det normalt ikke at helbrede hunden. I mildere tilfælde går behandlingen ud på at påvirke hunden gradvist.

  • Træn hunden i en bestemt situation hvor hunden føler sig tryg. Kast for eksempel nogle godbidder og lær hunden at søge efter dem.
  • Bekræft jævnligt for hunden, at det er rigtigt, det den gør, med et “ja.”
  • Bed en medhjælper om at tabe en genstand i et rum ved siden af. Pas på ikke at påvirke hunden negativt ved for eksempel at forsøge at give hunden forklaringer på, hvad der sker. Hunden forstår det ikke, men kan blive betænkelig ved ejerens opførsel.
  • Reagerer hunden kun lidt eller slet ikke på lyden af den tabte genstand, men søger videre, gør intet.
  • Reagerer hunden på lyden af den tabte genstand, smid straks flere godbidder ud og sig søg. Gentag dette indtil hunden ikke reagerer på lyden.
  • Fortsæt med at lade medhjælperen komme gradvis tættere på indtil genstanden kan tabes forholdsvis tæt på hunden.
  • Hvis hunden er angst for skud eller fyrværkeri kan man følge samme metode, erstat blot den genstand, der tabes med skud eller fyrværkeri. Husk, at de første skud/fyrværkeri skal udløses på betragtelig afstand fra hunden, og at al tilnærmelse skal ske gradvis.

Svære tilfælde, hvor hunde lider af angst for fyrværkeri, kan ikke helbredes. Ejerne rådes til at skåne hunden så vidt muligt og til at kontakte egen dyrlæge for medicinering i forbindelse med for eksempel nytårsaften. Ældre hunde kan også udvikle angst for lyde, som de ikke har haft før. Dette kan skyldes nedsat hørelse. Lydene genkendes eller lokaliseres ikke længere effektivt nok, og hunden føler sig usikker.

Hunden kan ikke lide at komme til dyrlægen

Når hunde ikke kan lide at komme til dyrlægen, skyldes dette som oftest, at de forbinder besøget med ubehag. Der er ingen tvivl om, at det er ejerens påvirkning af hunden, som er afgørende i hundens opførsel i dyrlægeklinikken. Mange ejere er selv nervøse ved besøget og påvirker hunden uden at vide det. Andre forsøger at berolige hunden, hvilket kun gør det værre, idet hunden ikke forstår det, de siger, men bliver betænkelig ved deres opførsel. Andre ejere reagerer uhensigtsmæssigt på nøjagtigt det værst tænkelige tidspunkt. For eksempel reagerer ejeren ængsteligt, som om det var ham/hende dyrlægen havde stukket, lige i det øjeblik dyrlægen stikker hunden ved vaccinationen, hvilken for de fleste hunde er mindre irriterende end et loppebid, påvirkes hunden negativt.

Hvis hundeejeren ikke kan holde hunden stille og roligt, mens dyrlægen undersøger den, er det bedre at lade en veterinærsygeplejerske gøre det, end at påvirke hunden negativt.

Det er ikke rigtigt, at hunde ikke kan lide hvide kitler, grønt tøj o.l. – det er udelukkende ejerens påvirkninger og tidligere erfaringer, som bestemmer dette.

Lær hunden at kunne lide at blive undersøgt ved at gøre følgende:

  • Tag hunden op på et bord en gang dagligt. Bordet må gerne være forsynet med et gummiunderlag, så hunden ikke glider.
  • Undersøg selv hundens tænder, ører, øjne, poter, mave, haleregion, kønsorganer.
  • Rør ved hunden med et fast greb.
  • Kærtegn hunden ind imellem.
  • Lad være med at give hunden forklaringer. Sålænge hunden er rolig, brug jævnligt dygtig.
  • Hvis hunden er urolig, sig straks en bestemt nej og begynd forfra.
  • Når det hele er overstået – ca. 3-4 minutter – giv hunden en godbid. Når hunden har spist godbidden tages den ned på gulvet og ignoreres.
  • Giv ikke hunden opmærksomhed efter den er kommet på gulvet. Hunden skal opfatte det som behageligt at være op på bordet.
  • Hvis hunden er meget urolig: Bed en medhjælper om at holde hunden. Brug nej og dygtig efter behov.
  • Hvis hunden bider: Det samme som ovenstående, men giv hunden mundkurv på.

Hvis på trods af al træning hunden stadigvæk kan finde på at bide, oplys dyrlægen om dette. Udsæt ikke dyrlægen for unødig fare. En dyrlæge, som føler sig usikker og i konstant fare for at blive bidt, kan ikke yde det optimale. Husk at dyrlægens ansigt kun er få centimeter fra hundens tænder, når hunden undersøges. Det tager hunden 1 sekund at ramme dyrlægen.

Hvis hunden kan finde på at bide dyrlægen under en undersøgelse, pas på situationer hvor andre mennesker og især børn kan komme til at berøre hunden og uforskyldt udløse bid fra hunden.

Hunden er urenlig

Urenlighed skyldes som oftest mangel på indlæring eller forkert indlæring. Undersøgelser har vist, at hunde udvikler præferencer med hensyn til både sted og underlag for at urinere og defækere. Hundeejeren bør lære hvalpen at udrette sin nødtørft på et bestemt sted.

  • Gå ofte ud med hvalpen, gerne 6-8 gange dagligt i begyndelsen, senere 3-4 gange dagl.
  • Gå især ud med hvalpen efter den har spist, sovet eller tumlet rundt.
  • Gå altid samme sted hen først og bliv der indtil hvalpen har gjort det, den skulle.
  • Lad hvalpen gøre det den skal i fred. Ros ikke, for så forbinder hvalpen rosen med det, den gør, og ikke med stedet.
  • Giv ikke hvalpen vand efter den sidste luftetur.
  • Hvis hvalpen skulle gøre noget indendørs, sig f. eks. føj den grimme hund, men kun hvis hvalpen tages i gerningsøjeblikket. Tag hvalpen ud straks. Skæld aldrig ud efter hvalpen har været urenlig, da den ikke kan forbinde det ene med det andet.

De fleste hvalpe er renlige omkring 5-6 måneders alderen.

Hvis den voksne hund er urenlig kontrolér følgende:

  • At hunden er rask – tal med dyrlægen.
  • At hunden har en tryg tilværelse – mange hunde bliver urenlige, fordi de følger sig presset af en anden hund.
  • At hunden kan være alene hjemme – det er almindeligt, at hunde som ikke kan lide at være alene hjemme, er urenlige.
  • At hunden ikke forbinder stedet, som den normalt bruger, med ubehag, som for eks. en anden dominerende hund.

Gør derefter følgende:

  • Gør omhyggeligt rent, de steder hvor hunden har været urenlig.
  • Hold nøje øje med hunden i en periode. Gør den tegn på, at den skal, tages den straks ud. Skulle den gøre det, sig straks føj den slemme hund og tag den ud.
  • Hvis hunden kun er urenlig om natten, forhindr den i at komme ud af sin kurv i en periode på op til 6-7 dage. Efter den tid skulle mønsteret været brudt og hunden kan nu bevæge sig frit ud af kurven, såfremt den ønsker det.

Ældre hunde kan blive urenlige pga. alder og det er svært at gøre noget ved det, bortset fra at lufte dem oftere. Hunhunde I løbetid kan finde på at urinere meget oftere end ellers, da de således afmærker deres territorium og meddeler hannerne om deres tilstand. Drægtige hunhunde kan også finde på at afmærke deres territorium. Undertiden urinerer de inde eller endda I deres kurv, hvilket er tegn på stress og/eller utryghed.

Hunden er hyperaktiv

Hyperaktive hunde er meget almindelige og bliver egentlig ikke betragtet som problemhunde, selv om de volder ejerne besvær. Hyperaktivitet kan som oftest afhjælpes med en række enkelte øvelser og et veltilrettelagt program. Hyperaktivitet hos hunde skyldes som regel understimulering – hunden får sjældent eller aldrig mulighed for at udvikle sine evner og tilfredsstille sine behov. Den ophobede energi kommer til udtryk i overdreven løb, spring, ødelæggelse af inventar m.m. Også visse former for aggressiv adfærd kan bunde i understimulering.

Visse racer er mere tilbøjelige til at udvikle hyperaktiv adfærd end andre, hvilket tyder på, at tilstanden påvirkes af genetiske faktorer. Nogle hyperaktive hunde viser patologisk adfærd, såsom, at jage halen, rende i cirkler, bide sig selv. Disse er alvorlige symptomer på stress, som kræver et specifikt behandlingsprogram bestående af medicinering og øvelser. Hyperaktivitet kan være årsag til sygdom, eksempelvis mave- og tarmforstyrrelser.

Almindelig hyperaktivitet kan afhjælpes som følger:

  • Fodring: Hunden skal arbejde for al sin mad, som deles i fire hovedgrupper, hhv. til (1) kontaktøvelser, (2) søgning, (3) problemløsning og (4) ture.
  • Brug både hånd- og lydsignaler og altid de samme signaler – dæk og ikke både dæk og læg dig.
  • Giv kun signalerne én gang. Vær tålmodig.
  • Hold øjenkontakt med hunden.
  • Udfør øvelserne i rolige omgivelser med rolige bevægelser. Tal med almindelig stemmeføring.
  • Kontaktøvelser udføres gerne 4-6 gange dagligt, 3-4 minutter hver gang.
  • Denne øvelse kan udføres både inde og ude, gerne 4-8 gange dagligt.
  • Lad hunden finde ud af at vælte en kop og tage de godbidder, som vi har placeret under den, eller skær et hul i en tennisbold, fyld den med godbidder og lad hunden finde ud af det.

(1) Kontaktøvelser kræver, at hunden koncentrerer sig om ejeren og tyder dennes signaler. Udfør for. eks. Combi-4 øvelsen, hvor hunden skifter mellem sit, stå, dæk og fri.

(2) Søgning går ud på at lade hunden finde sin egen mad, som man har spredt over det hele, hvilket forudsætter anvendelse af tørfoder.

(3) Problemløsning beskæftiger hundens evner til at associere begivenheder og handlinger.

(4) Under de daglige lufteture er der mange muligheder for at give hunden en godbid når den er dygtig, f. eks. når den kommer fordi vi kalder.

Forbudte aktiviteter – Kasten med bolde og pinde, træk- eller kamplege, alle aktiviteter, hvor der kræves en eksplosiv fysisk præstation, og som er stressende for hunden.

Formålet med dette program er at lade hunden arbejde for sin føde, trætte den, både fysisk og psykisk, og således komme hyperaktiveteten til livs. Normalt tager det 3-4 uger før en mærkbar effekt kan konstateres.

Hunden kan ikke lide at køre i bil

De fleste hunde lærer at kunne lide at køre i bil uden problemer. Hvalpe kan undertiden blive urolige de første par gange, men så snart de forbinder bilen med en spændende tur i naturen, går det af sig selv. Visse hunde udvikler køresyge, som kan afhjælpes med medicinering. Tal med dyrlægen.

Den lille hvalp bør ikke sættes i bilens bagagerum, såfremt dette er lukket. I biler med åbent bagagerum er dette det bedste sted for hunden at opholde sig under kørslen, men det skal indlæres evt. ved at lade en medhjælper sidde på bagsædet og kærtegne hunden. Lad ikke hunden sidde op på sæderne og slet ikke foran i bilen. Dette kan medføre livsfarlige situationer, ikke mindst for medtrafikanter.

Nogle hunde udvikler angst for at køre i bil. Det kan skyldes oplevelser under kørslen, eller på de steder, hvor de er blevet kørt hen. Ofte er dette også forbundet med køresyge.

Behandlingen af hunde, der ikke kan lide at køre i bil, går ud på langsomt at tilvænne hunden til det, samt at kombinere bilkørsel med behagelige oplevelser.

Trin 1 -Tag hunden i bilen og giv den nogle gode godbidder. Jo mere sulten hunden er, desto bedre. Gør det hele så uproblematisk som muligt. Hvis hunden ikke går frivilligt ind, få fat i den og sæt den i bilen. Gentag gerne dette 8-10 gange indtil hunden frivilligt og glædeligt går ind i bilen.

Trin 2 – Det samme som før, men start nu motoren et kort øjeblik. Gentag dette indtil motoren kan køre i tomgang og hunden ikke viser tegn på uro.

Trin 3 – Kør nu et lille stykke vej på 20-50 meter. Stop bilen, tag hunden ud og lav noget sjovt med den, som f. eks. søgning af godbidder.

Gentag dette indtil hunden sidder roligt i bilen .

Trin 4 – Kør nu en lidt længere tur, og forøg afstanden gradvis.

Pas på med:

  • Ikke at påvirke hunden negativt ved at give den længere forklaringer på hvad en bil er og hvor lang og ufarlig turen er. Hunden forstår det ikke og bliver urolig.
  • Ikke at lege voldsomme lege med hunden efter de små køreture, for ellers begynder hunden at forbinde kørslen med spilopper og vil fremover opføre sig uroligt i bilen.
  • Ikke at miste tålmodigheden og skælde hunden ud. Det hjælper ikke!

Hvis problemet er forbundet med mangel på selvtillid hos hunden, bør hunden også udføre øvelser i problemløsning:

  • Læg en kop med godbidder under omvendt på gulvet, og lad hunden finde ud af at få fat i godbidderne.
  • Skær et hul i en tennisbold, fyld den med godbidder og lad hunden finde ud af det.

De fleste hunde lærer at kunne acceptere at køre i bil. Som regel tager behandlingen 2-4 uger.